Harlev Idræts Klub
Gymnastikafdelingen

Holdene :

Hold 1

Spring 0.-2. klasse

Der vil blive undervist i elementære ting som håndstand, vejrmøller, trampolin og forskellige spring. Indholdet/sværhedsgraden vil blive afpasset efter børnenes udvikling. Formålet er at blive god til at springe.

Hold 2

Puslinge 2-3 år

På dette hold skal børn og forældre røre sig og have det sjovt sammen. Børnenes motoriske færdigheder bliver stimuleret gennem leg og bevægelse understøttet af musik og gymnastiksalens redskaber.

Hold 3

Dans

Kan du lide at danse MGP, disko og til High School Musical, så kom med på vores dansehold. Vi glæder os til at se dig J

Hold 4

Puslinge 4-5 år

Vi udnytter gymnastiksalens og musikkens muligheder til leg og gymnastiske øvelser, med fokus på motorikken. Der vil blive opstillet redskabsbaner hvor forældrene gerne giver en hånd med.

Hold 5

Spring 2004/2005

På dette hold skal børnene stifte bekendtskab med og blive trygge ved brugen af springredskaber. Vi vil øve de grundlæggende ting i springgymnastikken så som balance, opspring, ruller og vejrmøller. Timen deles op hvor vi starter med leg og derefter redskabsbaner.

Hold 6

Floorball

Som noget nyt starter vi et motionshold i Floorball. For de som ikke kender Floorball er det bedre kendt som indendørs hockey. Vi spiller på motionsplan og alle er velkomne, unge og voksne af begge køn. Så er du til fart og sjov motion kom og vær med. Udstyr kan lånes af gymnastikforeningen

Hold 7

Børn 2003/2004

På dette hold vil vi via leg og bevægelse udvikle og stimulere børnenes motorik. Vi skal give børnene glæde ved bevægelse.

Hold 8

Spring 3.-4. klasse

Vi skal bruge tid på at lære de grundlæggende ting, samt indøve spring ved hjælp af de forskellige redskabs-opstillinger. Blandt andet med Air Track.

Hold 9

Juniorspring

På juniorspring vil vi fokusere på at gå skridtet videre med gymnaster fra de mindre springhold og arbejde med mere advancerede springkombinationer. Dette dog stadig på et niveau hvor også begyndere kan være med.

Træningerne vil bestå af opvarmnings med lege og konkurrencer, en masse spring og også en smule smidigheds- og styrketræning. Et mål for holdet er at blive gode til at springe så vil til foråret kan opvise i Atletion-Århus.

Hold 10

Voksenspring

Holdet henvender sig til alle som godt kunne tænke sig, at holde kroppen lidt i gang. Man behøver ingen færdigheder, bare godt humør og lyst til at bruge gymnastiksalens redskaber

Hold 11

Motionsmænd

Herremotion er for mænd i alle alder, som har lyst til at røre sig og komme i bedre form.

Vi har desværre ingen træner endnu – mød op til første træning og der håber vi at have fundet en.

Hold 12

Aerobic/step

Her er timen, hvor alt inden for denne genre kan ske.

Hold 13

Motionsdamer

Motion for damer i alle aldre. Grundig opvarmning efterfølges af konditions-, styrke- og smidigheds- Træning. Træningen tilpasses den enkelte og bliver aldrig hårdere end du selv vil (..jo,lidt). Du får god motion, sammenhold og rørt lattermusklerne. Sundt, hårdt, varmt og sjovt.

Hold 14

Mave/balle/lår

Mangler du lige et supplement til løbeturen, fodbold- eller håndboldtræningen eller vil du bare gerne "spændes" op. Her er holdet der strammer balder og lår samt mave og ryg. Vi starter med en let opvarmning og slutter af med udstrækning af de relevante muskelgrupper. Holdet er for alle over 16 år.

Hold 15

Seniorgymnastik

Gymnastikken er med til at holde dig i gang, når du bliver ældre. Ud over gymnastikken er der lidt boldspil og små konkurrencer. Kom og vær med, ha´ det sjovt og hyggeligt i samvær med andre. (Vi hopper og løber ikke)

 

 

Hold 17

Funktionel muskeltræning

 

En muskeltræningstime til opstramning og toning af kroppens muskler. Timen er tilrettelagt som funktionel træning, der gør kroppen bedre i stand til at klare hverdagens fysiske krav, samt skaber større kropsbevidsthed og bedre holdning. I undervisningen indgår Pilatesteknik og -øvelser samt øvelser på den store bold og redondobolden. Alle kan være med, da øvelserne udføres med flere forskellige niveauer af belastning, så alle kan få udbytte af træningen. Timen afsluttes med udstrækning og afspænding.

 

 

Hold 18

Mor i form

 

(Det er muligt at tilmelde sig løbende over sæsonen, så fortvivl ikke, hvis du først står for at skulle føde nu - du kan sagtens møde op, når du er klar)
Du kan starte efter otte uger - sørg for lægens godkendelse først. Du kan tage dit barn med og gå til og fra træningen efter behov. Vi træner bækkenbund, mave og ryg samt balance, og vi udfører de obligatoriske styrkeøvelser. Der vil også være fedtforbrændende træning enten på gulv, bænk eller med de store bolde. Timen sluttes naturligvis af med udstrækning.